Alle vælgere er kompetente

08-06-2017: De 94 % af vælgerne, som ikke er særligt interesseret i politik, forstår politik som et tv-realityshow, hvor politikere konkurrerer om at undgå at blive sendt hjem af seerne. Kronik i Avisen Danmark (13 af Jysk Fynske Mediers dagblade).

Demokratiets elite lægges for tiden for had. Og eliten svarer igen ved at forbande ”højreekstreme populister” som hollandske Geert Wilders, britiske, tidligere UKIP-leder Nigel Farage, franske Marine Le Pen, Sverigedemokraterne, Donald Trump – og nogle medtager også Dansk Folkeparti.

Det er vigtigt i et demokrati, at der er en veluddannet, indsigtsfuld og engageret elite. Herfra skal landets politiske ledere, ministrene, rekrutteres. Og eliten leverer også til toppen i landets administration.

Men som alt godt har eliter en bagside: Eliten har svært ved at forstå og acceptere dem, der ikke tilhører eliten. De senere års erfaringer viser, at demokratiernes eliter i praksis hverken forstår eller accepterer, at langt den overvejende del af befolkningen ikke interesserer sig specielt for politik og derfor ikke orker at sætte sig ind i saglige nuancer og detaljer i politiske spørgsmål.

Efter Storbritannien havde stemt sig ud af EU, skrev EU's præsident, Donald Tusk, således på Twitter: ”Et seriøst dramatisk øjeblik, især for UK,” Og EU-kommissionens præsident, Jean-Claude Juncker, sagde under valgkampen: ”Jeg er sikker på, at desertørene ikke vil blive modtaget med åbne arme. Storbritannien må acceptere at blive behandlet som et tredjeland, som ikke vil blive håndteret med silkehandsker.” Ingen af EU's to politiske topledere var i nærheden af at udtrykke ydmyghed og respekt over for vælgernes afgørelse.

Det er tragisk, hvis et stort demokratisk projekt som EU skal ende på møddingen, bare fordi EU's præsidenter opfører sig som fornemme grever og baroner, der har glemt, at de er nødt til at respektere Jeppe på Bjerget, som ligger inde i baronens seng og bestemmer det hele. Ganske vist vælges EU-præsidenter ikke direkte af Jeppe. Men EU's image i medlemslandene er jo afhængigt af, hvordan præsidenterne tager nederlag.

Vælgere, som ikke er særligt interesseret i politik, forstår politik som et tv-realityshow, hvor nogle mennesker, politikere, konkurrerer om at undgå at blive sendt hjem af seerne. Elitens store fejl er, at den nedvurderer og skælder ud på dette realityshow. I stedet dyrkes forestillingen om den saglige argumentation, som alle vælgere egentlig burde forstå.

Læs hele kommentaren.
Klaus Kjøller
T: (+45) 20 74 34 12
E: klaus@kjoeller.dk

Writer's choice 2017

Nogle grovheder er værre end andre.